Video : Tipsbladet
Premier League

Skidt nyt for Kamil Grabara? Keeper forlænger

Liverpool har forlænget med reservekeeper.

Det klare førstevalg i målet hos Liverpool er brasilianske Alisson Becker, mens spanske Adrian sammen med Caoimhin Kelleher har været reserver i den seneste sæson. Og sådan ser det også ud til at blive i den kommende sæson.

34-årige Adrian har således skrevet under på en ny aftale med Liverpool, oplyser klubben på dens hjemmeside.

- Jeg er meget glad for at blive i klubben, siger Adrian ifølge Liverpools hjemmeside og fortsætter:

- Først og fremmest er det en belønning fra klubben for det hårde arbejde, jeg har udført siden jeg kom til for to år siden. Jeg sætter stor pris på den tillid, jeg har modtaget fra klubben, fra træneren og fra alle involverede. Og for det andet er det en fornøjelse at blive i Liverpool - det er sådan en stor klub. Men da det også er en “familieklub”, er det meget specielt for enhver spiller at være her. Jeg er privilegeret.

At Liverpool forlænger med Adrian, er potentielt dårligt nyt for polske Kamil Grabara, som i den forgangne sæson var udlejet fra Liverpool til AGF. Hans lejeaftale med Superliga-klubben er udløbet, og han vender tilbage til Liverpool.

Med Adrian, Alisson Becker samt Caoimhin Kelleher i truppen er der således ikke ligefrem udsigter til spilletid for den 22-årige polak, der har imponeret i dansk fodbold. 

I alt har Adrian spillet 24 kampe for Liverpool. Tidligere har han spillet for Real Betis og West Ham United.