Video : Tipsbladet
EM

EM-angriber får karantæne for udbrud

Østrigs Marko Arnautovic får karantæne mod Holland ved EM for tilråb mod spiller fra Nordmakedonien.

Angriberen Marko Arnautovic kommer ikke i aktion, når Østrig torsdag møder Holland ved EM-slutrunden.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa) har idømt Arnautovic en spilledags karantæne for at fornærme en modstander fra Nordmakedonien i holdenes åbningskamp ved EM, som Østrig søndag vandt 3-1.

Det skriver AFP.

32-årige Arnautovic, der var blevet skiftet ind, scorede til slutresultatet efter 89 minutter og fulgte det op med adskillige tilråb, inden han blev dysset ned af sine medspillere.

Uefa satte en undersøgelse i gang i forlængelse af en officiel anmodning fra Det Nordmakedonske Fodboldforbund (FFM).

- Vi fordømmer på det kraftigste det nationalistiske udbrud af den østrigske spiller Marko Arnautovic, skrev FMM på sin Facebook-side og bad om en hård straf.

Arnautovic undskyldte efterfølgende for sin opførsel på sine sociale medier.

- Jeg vil gerne sige én ting meget klart: JEG ER IKKE RACIST. Jeg har venner i nærmest alle lande, og jeg står for diversitet. Alle, der kender mig, er klar over dette, skrev Arnautovic blandt andet.

Det er endnu uklart, hvad Arnautovic råbte.

Ifølge serbiske medier var det mindre pæne ting rettet mod de nordmakedonske spillere, der har albanske rødder.

Arnautovic, der har en serbisk far, har ikke bekræftet dette, men undskylder i sin meddelelse specifikt til sine "venner fra Nordmakedonien og Albanien".

Nogle medier mener at vide, at Arnautovic straffes for tilråb mod Leeds-spilleren Ezgjan Alioski.

/ritzau/