Video : Tipsbladet
EM

Stolt Schmeichel sender besked til danskerne

Selv om det endte med et nederlag til Belgien, var Kasper Schmeichel stolt over præstationen mod verdensranglistens nummer et.

Det danske landshold står noteret for nul point efter de to første runder i EM-gruppespillet, men præstationen mod Belgien kan man ikke sætte en finger på.

Danskerne var flyvende, spillede godt og fortjente point, men sådan gik det altså ikke mod Belgien.

Landsholdet spillede i kølvandet på Christian Eriksens kollaps lørdag, og både spillet og stemningen var i top.

Kasper Schmeichel skriver på Instagram, at han er stolt.

- Jeg har altid været utrolig stolt over at være dansker. De sidste par dage og her til aften har været noget helt ekstraordinært. Vi synger om at være røde og hvide og stå sammen side om side, og her i nogle af de hårdeste og mest følelsesladede dage, man overhovedet kunne forestille sig, har vi vist som nation, hvad det betyder, og hvad det vil sige, at være dansker.

- At se hele landet stå sammen i aften og mærke den kærlighed og opbakning gør mig uendelig stolt. Det her landshold er noget helt unikt, og vi kæmper til det sidste. Den styrke alle mand har vist de sidste dage er helt utrolig. Vi taber i aften, men jeg kan kun være stolt, skriver Kasper Schmeichel.

Danmark kom foran i opgøret ved Yussuf Poulsen, inden Belgien i anden halvleg udlignede ved Thorgan Hazard, inden Kevin De Bruyne scorede til slutresultatet 2-1.

Der var mange stærke danske præstationer, og du kan klikke her og læse karakterer fra opgøret.