Landsholdet fortjener bedre end Baku og Qatar

Lederen er fra Tipsbladet fredag - du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet hver fredag og kan også få det leveret til postkassen. Læs mere her.

Landsholdets tur til Baku bliver en ufrivillig forpremiere på, hvad derventer os i Qatar om halvandet år.

For kongefamilien i Doha og familien Alijevs diktatur i Aserbajdsjan har begge et meget anstrengt forhold til menneskerettigheder, homoseksuelle, pressefrihed og politisk opposition til fælles – ja faktisk har Aserbajdsjan på nogle områder endnu mere på samvittigheden end Qatar, hvor kritiske journalister og andre i opposition til den bestående elite trods alt ikke fra tid til anden forsvinder og bliver myrdet.

Aserbajdsjan har netop åbnet et museum, hvor man udstiller erobret krigsmateriel fra arvefjenden Armenien efter sidste års væbnede konflikt om områder i Nagorno-Karabagh, kamphandlinger der kostede tusindvis af menneskeliv og har ført til anklager fra menneskeretsorganisationer mod Aserbajdsjan om krigsforbrydelser.

Det er, her midt under EM og dansk ekstase over et stærkt hold med fornuftige muligheder i kampen mod Tjekkiet, en forpremiere på det dilemma, man står i til VM 2022 i Qatar.

Hvad gør landsholdet i en hektisk uge?

Hvad gør DBU for at vise, at man absolut ikke vil være med til at sports-washe noget som helst for Aserbajdsjans enevældige præsident Alijev?

Skal Mette Frederiksen også til fodbold i Baku som i Amsterdam til ottendedelsfinalen, eller bliver man væk?

Og kan og vil danskerne med en større stemme end Schweiz og Wales, der også var på to ture i Baku, vise at det her ikke er noget, UEFA eller andre skal gentage?

Aserbajdsjan har formået at holde sig ud af øje og sind, fordi det bogstavelig talt ligger så fjernt fra Danmark i modsætning til selv Hviderusland, der ringer en klokke for mange danskere efter talrige reportager i nyhedsmedierne om grove overgreb på egne borgere.

Der er en lang række muligheder for at gøre fredag og lørdag så ubekvem og pinlig som muligt for Alijevs styre via regnbue-anførerbind, T-shirts, en udstilling af præsidenten for rullende kameraer og forskellige former for offentlige signaler til et ekstremt upopulært UEFA om, at man godt kan glemme at lægge fremtidige kampe i Aserbajdsjan.

Skulle man decideret boykotte kampen?

I dette tilfælde er den svær, når Baku kun er én af lang række værtsbyer til et EM, vi næppe ser arrangeret på samme måde i vores livstid, og når Schweiz, Wales og Tyrkiet har spillet der uden at kny.

Men man kan fint, nej man skal, gøre det til en ærgerlig dag for UEFA og Aserbajdsjans styre, der på alle leder og kanter ikke virker til at være nogen, man skal i dialog med.

Kasper Hjulmand og Idrættens Analyseinstitut har igen i denne uge efterlyst en sammenhængende international sportspolitik for Danmark.

Det ligner en god idé, og hvor ville det også være forfriskende, hvis DBU's politiske lag anført af formand Jesper Møller melder klart, skarpt og proaktivt ud, eventuelt sammen med regeringen, og gør UEFA klart, at Aserbajdsjan og andre med antidemokratiske tendenser, både stater og sponsorer som Qatar Airways og Gazprom, ikke skal være del af UEFA's fremtid.