Video : Tipsbladet
Superliga

Ønske fra FCN: Opfordrer til tålmodighed

Flemming Pedersen vil gerne have lidt mere struktur ind i sit hold.

Superligaen nærmer sig, og i FC Nordsjælland er der en god fornemmelse hos cheftræner Flemming Pedersen. Han peger på, at man har rykket sig på træningsbanen, hvor intensiteten i deres spil er blevet bedre.

Det fortæller han i et interview på klubbens hjemmeside, hvor han dog også kommer ind på områder, som gerne må blive bedre.

- Jeg kunne stadig godt ønske mig, at vi var lidt mere strukturerede i spillet med bolden, men jeg må også anerkende, at vi har nogle rigtig spændende og levende typer i vores trup. Det er hele tiden en balance mellem, hvor meget vi skal strukturere dem eller slippe dem løs, siger han og fortsætter:

- Vi må ikke begrænse de her spillere for meget, så vi må tage den tid, det tager, for at lære dem lidt struktur i spillet. Og jeg vil opfordre alle vores fans til stadig at have tålmodighed med den udvikling, lyder det fra Flemming Pedersen.

Første kamp i den nye sæson bliver mod oprykkerne fra Viborg, og der venter nu en træningsuge, hvor spillerne lige kan få luft.

- Der venter en almindelig træningsuge med en smule de-load rent fysisk. Nu skal drengene lige have lov til at trække vejret igen, så vi har kræfter til 95 minutter mod Viborg. Vi glæder os, fastslår FCN-træneren.

I trænerstaben er der desuden lavet lidt om i FC Nordsjælland. Læs mere om det her.