Video : Tipsbladet
EM

Historisk mange så EM-finalen i England

Mere end 30 millioner så med i England, da det engelske landshold tabte søndag.

Det var næsten halvdelen af den engelske befolkning, der så EM-finalen søndag aften.

Hele 31 millioner englænderne så således med, da det engelske landshold tabte i en straffekonkurrence til det italienske ditto, skriver Deadline. 25 millioner af dem så med på BBC, mens seks millioner så med hos ITV.

Der er endnu ikke blevet medregnet folk, der så med online på diverse streams, så tallet vil i sidste ende formentlig være endnu højere.

Deadline skriver, at EM-finalen dermed ender som en af de mest sete udseendelser i nyere tid. Blandt andet blev finalen set af flere end åbningsceremonien ved OL 2012 i London samt Boris Johnsons pressemøde vedrørende en engelsk corona-nedlukning i 2020. Ingen af de to begivenheder lokkede mere end 30 millioner seere til. 

Faktisk nærmer EM-finalen sig de mest sete tv-udsendelser nogensinde.

Mediet The Week skrev sidste år, at finalen ved VM 1966, hvor England vandt, den mest sete begivenhed med hele 32,3 millioner seere, mens prinsesse Dianas begravelse i 1997 er den næstmest sete med 32,1 millioner seere. Det er de eneste to, der overgår søndagens EM-finale.