Video : Tipsbladet
Ligue 1

Ny Nice-træner sår tvivl om Dolberg-fremtid

Den danske angriber Kasper Dolberg blomstrede under EM-slutrunden, hvor han stod for tre scoringer. Skal han spille for Nice i den kommende sæson? Ny Nice-træner lader til at være i tvivl.

Han spillede kun få minutter i gruppespillet, men i knockoutfasen var Kasper Dolberg med fra start i alle Danmarks tre kampe.

Angriberen fra Nice scorede to gange mod Wales, et enkelt mod Tjekkiet, og i det hele taget viste den blonde bomber det store potentiale, som man har set i glimt og så i hans første sæson i AFC Ajax.

Danskeren er nu på ferie, inden han returnerer til OGC Nice, hvor han står til at tage hul på sin tredje sæson i den sydfranske klub.

Men klubbens nye træner, Christophe Galtier, lader selv til at være i tvivl om, hvad der skal ske med Kasper Dolberg, som kan være på udkig efter noget nyt og spændende.

-  Bliver han? Jeg ved det ikke. Jeg ville ikke snakke med ham under EM, selv om jeg så alle hans kampe. Tillykke til ham (med et godt EM, red.). Ikke alt er gået godt i hans tilpasning her, men han er en angriber med en masse talent, hvis kropslige holdning nogle gange kan få det til at se ud, som om han ikke er så glad. Men ud fra de oplysninger, jeg har, er det noget andet, end hvad han viser. 

- Jeg skal tale med ham, så snart han vender tilbage, og så vil jeg lytte til hans ønsker. Han kan gøre det meget, meget, meget bedre, end hvad han har gjort i Nice, siger Christophe Galtier til det store franske medie L'Equipe.

Kasper Dolbergs tid i Nice har været turbulent. I første sæson oplevede han at få stjålet et ur af en holdkammerat, der siden blev fyret. Og sidste år under en landsholdssamling havde den 23-årige dansker indbrud, hvor der blev stjålet fra hans hjem, ligesom han fik stjålet en bil.

Sidste sæson var også plaget af skader, da Dolberg blandt andet måtte opereres for blindtarmsbetændelse, og så testede han to gange positiv for coronavirus, hvor han anden gang havde problemer med træthed efterfølgende.

Angriberen, der har spillet 30 landskampe og scoret 10 gange for Danmark, scorede 11 gange i sin første sæson i Nice, mens han stod for seks scoringer i sidste sæson.

Kasper Dolberg kan, hvis han bliver i OGC NIce, se frem til at spille 4-4-2 i den kommende sæson, skriver L'Equipe. Galtier ønsker at gøre brug af Dolberg og den franske U21-landsholdsspiller Amine Gouiri i front.

Nice sluttede som nummer ni i Ligue 1.