Video : Tipsbladet
1. division

Officielt: Køge henter tidligere Liverpool-spiller

Tidligere Liverpool-spiller Jon Flanagan skifter til HB Køge.

Han er Daniel Aggers tidligere holdkammerat, og nu kan backen Jon Flanagan se frem til igen at skulle arbejde sammen med den tidligere danske landsholdsspiller.

For Daniel Aggers HB Køge henter backen Jon Flanagan, der kommer til klubben på en fri transfer.

- Vi har længe haft Jon Flanagan på vores liste over prioriterede emner til spillertruppen og er glade for, at vi er blevet enige om en aftale. Jon er en hurtig, fysisk stærk og hårdtarbejdende back, der kommer med masser af erfaring fra blandt andet Liverpool og Rangers. Han kommer med noget fart, masser af fysik og en beslutsomhed i sit spil, som vi glæder os til at få gavn af, siger HB Køge-direktør Per Rud til klubbens hjemmeside.

Højrebacken, 28 år, har fået en toårig aftale i Køge, og han skal altså spille i den næstbedste danske række.

- Vi er naturligvis opmærksomme på, at Jon Flanagan ikke har spillet så meget det seneste år, men han er i god form, og Daniel Agger har blandt andet indhentet rigtig fine referencer på ham fra Steven Gerrard i Rangers. Daniel kender også selv Jon Flanagan og hans kvaliteter fra deres fælles fortid i Liverpool, og vi tror på, at Jon Flanagan kan gå hen og blive en profil her i klubben, siger Per Rud.

Jon Flanagan kommer til HB Køge med et flot cv. Han har kampe for klubber som Liverpool FC og Rangers FC, mens han også står noteret for en enkelt A-landskamp for England.

Englænderen var senest på kontrakt i belgiske Charleroi.