Video : Tipsbladet
Benelux

Hollandsk legende stopper karrieren for anden gang

Den hollandske kantspiller stopper igen karrieren.

Arjen Robben har spillet sin sidste professionelle fodboldkamp.

I hvert fald har den hollandske legende i en alder af 37 år og efter en lang karriere i forskellige europæiske topklubber valgt at indstille karriere. Det oplyser Arjen Robben selv på det sociale medie Twitter.

- Kære fodboldvenner. Jeg har besluttet at stoppe min aktive fodboldkarriere. Et meget vanskeligt valg. Jeg vil gerne takke alle for al jeres hjertevarmende støtte, skriver Arjen Robben i et opslag på Twitter.

Det er anden gang, at Arjen Robben indstiller sin karriere. Efter han forlod Bayern München i sommeren 2019, annoncerede han således også sit karrierestop.

Men efter et år væk fra fodbolden vendte han sidste sommer tilbage til barndomsklubben FC Groningen og spillede i den bedste hollandske række. Det ophold var imidlertid en skuffelse ifølge Robben selv.

- Når jeg ser tilbage på den sidste sæson, er jeg nødt til at komme til den ærlige konklusion, at mængden af spilletid var skuffende. Jeg vidste på forhånd, at dette kunne ske, men jeg tog udfordringen op og gav alt for at få det til at fungere. Og ikke kun mig. Alle i klubben og i min omgangskreds har altid hjulpet og støttet mig, skriver han.

Arjen Robben spillede blot syv kampe for FC Groningen i fjor.

Tidligere i karrieren har han spillet for Chelsea, Real Madrid og Bayern München, mens han har spillet næsten 100 landskampe for Holland.