Video : Tipsbladet
Superliga

Medier: Ny rekord - her er prisen på Kamaldeen

Kamaldeen Sulemana slår dansk rekord og bliver den dyreste spiller solgt fra Superligaen.

Kamaldeen Sulemana er skiftet fra FC Nordsjælland til fordel for Stade Rennes, og han bliver dermed Superligaens største salg nogensinde. Den franske klub betaler således hele 150 millioner danske kroner for ghaneseren.  

Det skriver både B.T. Sport og Ekstra Bladet, mens FC Nordsjælland selv kalder transferen for “rekordstor”.

De 150 millioner kroner får FC Nordsjælland lige nu og altså ikke via eventuelle bonusser, lyder det fra de to aviser.

Tidligere har FC København og FC Midtjylland solgt profiler for beløb i omegnen af 10 millioner euro, altså 75 millioner danske kroner, og Alexander Sørloths skifte fra midtjyderne til Crystal Palace løb med bonusser op på den gode side af 100 millioner. Men ingen af salgene har været lige så store som FC Nordsjællands salg af Kamaldeen Sulemana.

Ifølge Ekstra Bladet kan FC Nordsjælland imidlertid kun tjene minimalt på bonusser i forbindelse med Kamaldeen Sulemana. De kan tjene yderligere 7,5 millioner kroner, afhængig af ghaneserens præstationer i Frankrig.

Kamaldeen Sulemana, 19 år, har spillet halvandet år i FC Nordsjælland med 14 mål til følge.