Video : Tipsbladet
Superliga

Lasse Vigen forklarer Brøndby-exit

Den danske midtbanespiller sætter ord på, hvorfor han og Brøndby IF gik hver til sit.

Listen over spillere, der har forladt Brøndby IF denne sommer er efterhånden lang. Jesper Lindstrøm, Marvin Schwäbe, Anthony Jung, Hjortur Hermannsson og Lasse Vigen Christensen har således alle fundet nye klubber i udlandet.

Det har de, selvom der i Brøndby IF var udsigt til en plads i enten Champions League eller Europa League, efter at de blå-gule i sidste sæson vandt det danske mesterskab.

Over for Het Laatste Nieuws sætter Lasse Vigen Christensen nu ord på, hvorfor han ikke fortsatte på den københavnske Vestegn og i stedet fortsætter karrieren i Zulte Waregem i den bedste belgiske række.

- Det var ikke en let beslutning, men både klubben og jeg var klar til noget nyt. Sportsdirektøren (Carsten V. Jensen, red.) er fuldt ud engageret i de unge. Og jeg bliver snart 27 år. Så tænkte jeg, at det var tid til at udfordre mig selv sportslig i en anden klub i et andet land, siger Lasse Vigen til hln.be og tilføjer:

- Jeg har helt klart fundet en ny udfordring her i Zulte Waregem. Nogle vil betragte det som et skridt tilbage, men sådan tænker jeg ikke. For mig var det vigtigt at tage det rigtige skridt. I en stabil klub, der har været en del af den bedste belgiske række så længe, håber jeg at bevise mit værd snart.

Lasse Vigen Christensen, 26 år, spillede fire sæsoner i Brøndby IF med 129 kampe og 15 mål til følge.