Video : Tipsbladet
Premier League

Kovending: Solskjær sår tvivl om Rashford-pause

Det er ikke sikkert alligevel, at Marcus Rashford skal opereres for sin skulderskade.

I sidste uge brød nyheden ud om, at Manchester United-stjernen Marcus Rashford i længere tid har døjet med skuldersmerter, og at han nu skulle under kniven. 

Det ville i så fald betyde en længere pause fra fodbolden, og meldingerne lød på, at han først ville være tilbage på grønsværen mod slutningen af oktober. 

Efter Manchester Uniteds 2-1 sejr over Derby County søndag, hvor Marcus Rashford ikke spillede en rolle, maner manager Ole Gunnar Solskjær dog disse rygter til jorden. 

- Vi kigger på de bedste muligheder. Selvfølgelig tog han væk for at reflektere over det, og vi skal naturligvis tage den bedste beslutning for ham og for klubben. Vi kigger stadig på det sammen med eksperter, påpeger Ole Gunnar Solskjær. 

Rashford er i øjeblikket på ferie, da han var blandt de engelske spillere, som nåede EM-finalen. Tiden bruger han blandt andet på selv at finde ud af, om han ønsker at blive opereret eller ej. 

Han skulle angiveligt have haft problemer med skulderen siden november sidste år, og han indrømmede også under slutrunden, at han ikke følte sig fuldkommen fit. 

Marcus Rashford spillede fem kampe for England under EM-slutrunden. I sidste sæson scorede han 11 gange for Manchester United i Premier League.