Video : Tipsbladet
1. division

Efter 10 år i udlandet: Vender hjem til Horsens

Offensivspiller Tonny Brochmann er tilbage i dansk fodbold.

Efter 10 år i norsk fodbold er danske Tonny Brochmann tilbage i Danmark.

Og midtbanemanden er tilbage, hvor det hele tog fart, nemlig i AC Horsens. Her er hans opgave at hjælpe holdet mod oprykning til Superligaen, efter Horsens i sidste sæson rykkede ud af landets bedste række.

Tonny Brochmann, 31 år, har fået en etårig aftale med klubben, oplyser AC Horsens, der har set ham an på træningsbanen den seneste tid.

- Tonny Brochmann har set rigtig godt ud på træningsbanen og leverede senest en god præstation i træningskampen mod FC Fredericia, så vi er glade for, at han nu bliver en permanent del af truppen. Han kommer hjem til AC Horsens med en masse erfaring i bagagen efter 10 år i Norge, og vi får en lidt anden type ind, end vi har i forvejen. Vi glæder os til at se ham i den gule trøje igen, fortæller sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

Brochmann spillede senest for Mjøndalen og har også været hos Stabæk, Jerv, Sandles Ulf og Sogndal. 

- Jeg er rigtig glad for at være hjemme igen, og da jeg første dag mødte Glenn og Bjerne i gangen, kunne jeg mærke, at det var specielt at være tilbage. Efter 10 år i Norge og barn nummer to på vej kunne jeg og familien mærke, at vi skulle hjemad, og min første tanke var selvfølgelig at komme til prøvetræning i AC Horsens, hvor jeg kunne vise mig lidt frem, og de kunne heldigvis lide, hvad de så. Jeg er utrolig glad for, at det har mundet ud i en kontrakt frem til sommeren 2022, og jeg glæder mig til at vise mig endnu mere frem, så det bliver til flere år i AC Horsens. Lige nu er jeg glad for at være hjemme, og jeg glæder mig ekstremt meget til at spille på CASA Arena Horsens igen, siger Tonny Brochmann.

Brochmann og Horsens åbner sæsonen på fredag mod HB Køge.