Video : Tipsbladet
1. division

Ny Horsens-spiller har trænet i Romarios klub

Thomas Santos, der er skiftet til AC Horsens denne sommer, har brasilianske rødder.

Thomas Santos' mor kommer fra Brasilien, og han har tidligere fået lov til at træne med i Vasco da Gama, fortæller kantspilleren til Horsens Folkeblad.

Superliga-nedrykkerne fra AC Horsens har denne sommer hentet 22-årige Santos til klubben fra Skive IK, og selvom Santos er født i Danmark og har fået sin fodboldopdragelse i Silkeborg IF, kommer han til klubben med en anderledes baggrund end så mange andre danske fodboldspillere.

Han har nemlig besøgt sin morfar og resten af familien i Brasilien 15 gange og har i den forbindelse fået lov til at træne med i en af landets helt store klubber.

- Min mor kommer fra Rio de Janeiro, og jeg har fået lov at træne med i Vasco da Gama, hvor Romario har spillet, siger han.

- Der er fire store klubber i Rio de Janeiro: Flamengo, Fluminense, Vasco da Gama og Botafogo. Alligevel er det FC Santos, der er min favoritklub. Klubben er fra Sao Paulo, men det er Neymars og Pelés klub.

Thomas Santos scorede seks mål i 30 kampe for Skive i sidste sæson.