Video : Tipsbladet
Ligue 1

Bekræfter forhandlinger om Daniel Wass

Marseilles klubpræsident kommenterer nu på rygterne om Daniel Wass.

Både spanske Sport og franske L’Equipe kunne søndag skrive, at den danske landsholdsspiller Daniel Wass er rykket nærmere et skifte fra Valencia til Olympique Marseille. Ifølge de forskellige medier er forhandlingerne om en transfer sågar fremskredne. 

Og nu kommenterer klubpræsident i Olympique Marseille, Pablo Longoria, på rygterne.

På et pressemøde mandag eftermiddag har klubbossen således bekræftet, at den franske klub er interesserede i 32-årige Daniel Wass, og at der foregår forhandlinger. Det skriver det franske medie RMC Sport.

- Vi har stor respekt for denne spiller, som jeg kender fra min tid i Valencia. Der er en interesse, som vi har gjort spilleren og Valencia opmærksom på, men forhandlingerne er vanskelige.

- Wass har kun et år tilbage af sin kontrakt, og Valencia forsøger at forlænge den. Vi er nødt til at operere i forhold til alle parter - ikke mindst nogle, som jeg kender godt. Lad os vente og se, hvad mulighederne er, siger Pablo Longoria ifølge RMC Sport.

Pablo Longoria var sportsdirektør i Valencia fra 2018 til 2019, og han hentede blandt andre Daniel Wass til den spanske klub.