Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-lejren: Det kan næsten ikke være bedre

Oprykkerne fra Silkeborg er stolte over, at man for tredje superligakamp i streg ikke har lukket mål ind.

Silkeborg har efter søndagens 0-0-kamp mod AaB på Jysk Park stadig ikke lukket et eneste mål ind i denne superligasæson. Alle Silkeborgs tre kampe er endt uden mål.

Selv om der var store chancer imod, så formåede træner Kent Nielsens Silkeborg-mandskab at holde gæsterne fra Aalborg fra fadet, hvilket er til stor glæde for cheftræneren.

- Det er virkelig suverænt af en oprykker at gå ind og holde nullet mod tre etablerede Superliga-mandskaber.

- Vi er et hårdtarbejdende fodboldhold. Vi er holdorienteret og afklarede med, hvad hinanden gør i kampen. Det har været nøglen for os indtil nu, så det er vi meget tilfredse med, fortæller Kent Nielsen.

U21-landsholdsspilleren Rasmus Carstensen har selv været en del af den defensive akse, og han er stolt på holdets vegne over superligastarten.

- Det kunne jo næsten ikke være bedre for et oprykkerhold, når man ikke lukker mål ind i de første tre kampe.

Højrebacken mener selv, at de gode defensive præstationer kan tilskrives holdets tillid til hinanden.

- Vi stoler på hinanden, og vi kender til hinandens egenskaber. Jeg ved, at når jeg går ud, så har jeg en stopper og en midtbane i ryggen. Vi har tillid til hinanden på banen, fortæller Rasmus Carstensen.

Nicolai Larsen i Silkeborg-målet påpeger også, at holdets iver efter boldbesiddelse spiller ind.

- Vi tør holde fast i bolden, og når vi gør det, så er vi specielt opmærksomme på, at de fleste hold gerne vil køre omstillinger mod os. Så når vi kan placere os rigtigt på banen, så hjælper det os rigtig meget, fortæller Silkeborgs nye keeper.

Silkeborgs næste mulighed for at holde rent bur er på fredag, hvor de hjemme på Jysk Park møder Superligaens anden oprykker, Viborg.

/ritzau/