Video : Tipsbladet
Superliga

OB tæt på at købe nordmand fri

OB kan allerede nu få glæde af den norske back, som de ellers efter planen først får til vinter.

OB kunne mandag præsentere en forstærkning i form af den norske back Nicholas Mickelson, og her meldte de ud, at han efter planen skal slutte sig til den fynske klub på en fri transfer fra Strømsgodset til vinter.

Nu forlyder det dog, at fynboerne allerede i efteråret kan få glæde af den unge nordmand. Ifølge VG er OB og Strømsgodset stort set enige om en handel, der vil sende Nicholas Michelson til Ådalen med det samme.

Der er blot et forbehold, og det er, at Strømsgodset skal hente en afløser. Det ventes at blive Thomas Grøgaard, der blot mangler at bestå et lægetjek, før han kan skifte til “Godset” fra Brann.

Sportschef Michael Hemmingsen er fåmælt om, hvorvidt nordmanden kan komme til OB nu.

- På nuværende tidspunkt kommer han til nytår, og så kan man jo aldrig vide hvordan og hvorledes, siger Michael Hemmingsen til tipsbladet.dk og beskriver den kommende OB-spiller:

- Det er en energisk og fremadrettet back, som er alsidig i forhold til at kunne dække begge backs, men hans foretrukne position er helt klart højre back.

Nicholas Mickelson er 22 år og har spillet fem U21-landskampe for Norge. Han har spillet 32 kampe for Strømsgodset over de seneste sæsoner.