Video : Tipsbladet
Superliga

Fra Premier League og Englands landshold til FCN

Handler i de største udenlandske ligaer kan sætte gang i markedet vidt og bredt. I dette tilfælde fik store beslutninger i Premier League betydning i Superligaen.

Når de store handler, siver der af og til penge længere ned i systemet.

Det er et af de store argumenter til fordel for det nuværende transfersystem, og både storklubber og hold i Danmark peger på denne effekt, når de store transfersummer i de største ligaer skal forsvares.

I denne sæson endte en profils stop i Premier League med at påvirke klubber i fem lande og flytte en dansker væk fra Superligaen for et tocifret millionbeløb.

Vi har fulgt beslutningsrækken fra Premier League i foråret til en Superliga-handel tre måneder senere.

Det store farvel

Ryan Bertrand
Venstre back
12. maj: Siger han vil stoppe i Southampton
(Skifter til Leicester 15.Juli)
Fri transfer

I flere år var Ryan Bertrand en af Premier Leagues bedre backer og en mand, man faktisk havde ventet endnu mere af.

For i Chelseas talentmaskine, bygget af Frank Arnesen for efterhånden 15 år siden, var Bertrand en af dem, man troede på, og han spillede alle kampe for Englands U/21-landshold ved turneringen i Danmark i 2011.

Desværre for Bertrand var skiftende førsteholdstrænere ikke blandt dem, der så lyset.

Han var udlejet til seks forskellige klubber, før den syvende lejeklub, Southampton, købte ham fri.

Her blev Bertrand et hit, og da backen i maj sagde stop, fik han en overstrømmende afsked af fans og klubben.

Helt så overstrømmende bliver returen nok ikke, når han kommer på besøg med topholdet Leicester, som Bertrand skrev kontrakt med i juli.

En lovende back fra Bretagne

Romain Perraud
Venstre back
2. juli: Skifter fra Brest til Southampton
90 millioner kroner

Ryan Bertrand skulle erstattes, og ud over en teenager fra den skattede ungdomsafdeling smed Southampton mange millioner efter en ung fransk back, Romain Perraud fra Brest.

Southampton hentede midtbanespilleren Ibrahima Diallo samme sted sidste år, og i Perraud håber man at have en permanent afløser til Bertrand i træner Ralph Hasenhüttls krævende og offensive spillestil.

Eventyrlysten målmand
Marco Bizot
Målmand
4. august: Skifter fra AZ Alkmaar til Brest
37 millioner kroner

Brest overlevede med nød og næppe i Ligue 1, og for at klare sig bedre i denne sæson hyrede man den hollandske keeper Marco Bizot.

Bizot kom med til EM som backup efter Jasper Cillesens uheldige sammenstød med coronavirussen, og efter en karriere i Holland ville 30-årige Bizot gerne til udlandet, og altså også Brest, der ligger helt ude på spidsen af det forblæste Bretagne.

En dansk keeper kommer ud
Peter Vindahl Hansen
Målmand
16. august: Skifter fra FC Nordsjælland til AZ Alkmaar
13 millioner kroner

AZ Alkmaar er en solid topklub i Holland, og med afskeden med Marco Bizot blev der plads til en ny målmand.

Ham havde AZ i kikkerten - det skulle være FC Nordsjællands Peter Vindahl.

Efter lidt forhandlinger fik hollænderne FCN med på at slippe keeperen, der havde under et år tilbage på kontrakten, så nu er Vindahl i Holland, hvor han skal kæmpe sig på holdet og var på bænken umiddelbart før landsholdspausen.


Den nye mand fra Regionalliga Nord
Eduardo dos Santos
Målmand
16. august: Skifter fra Werder Bremen II til FC Nordsjælland
1 million kroner (leje)

Mens FC Nordsjælland forhandlede med AZ Alkmaar, skulle man finde en afløser, og her faldt valget på tysk-brasilianske Eduardo dos Santos Haesler.

Han har stået for Werders andethold i Regionalliga Nord, fjerdebedste række, og får nu chancen på en betydeligt større scene i Danmark.