Video : Tipsbladet
Superliga

SL-spørgsmål: Tager FCK den ultimative skalp?

Tipsbladet.dk zoomer ind på den kommende runde i Superligaen.

Der spilles som altid seks kampe i den kommende runde i Superligaen, men de fem af dem blegner unægteligt en smule i denne omgang.

Søndag aften danner et udsolgt Parken rammen om topopgøret mellem FC København og FC Midtjylland, og her skal de to guldfavoritter for første gang i denne sæson måle sig mod hinanden i en direkte duel.

Men der er naturligvis også fem andre kampe på programmet, og vi ser her nærmere på nogle af de mest interessante spørgsmål før niende runde.

Fortsætter AaB den imponerende stime?

Det er længe siden, det har været så sjovt at være fodboldfan i Nordjylland, som det er i øjeblikket.

AaB indtager tredjepladsen i Superligaen, og holdet har vundet fire af de seneste fem ligakampe. I mellemtiden vandt nordjyderne også med hele 13-0 i pokalturneringen. 

Marti Cifuentes fik en blandet start i AaB, men det ser ud til, at spanieren har fået implementeret sine ideer, og de bolsjestribede fremstår som en særdeles velsmurt maskine i øjeblikket. 

Fredag møder holdet OB, og AaB kan for alvor konsolidere sig i top seks med en sejr over fynboerne.

Bliver det for alvor kritisk for Vejle?

Lad os starte med at slå fast; det er allerede kritisk for Vejle Boldklub. Nu står Superligaens bundprop imidlertid foran to opgør af meget afgørende betydning.

Søndag møder Peter Sørensens mandskab Viborg FF, og i næste runde er Silkeborg IF på menuen. De to oprykkere skal Vejle Boldklub kunne høste point imod, og hvis det bliver til to nederlag, er det for alvor svært at være optimistiske på vegne af VB.

Der venter to skæbnekampe for Vejle - den første af slagsen på søndag.

Tager FC København den ultimative skalp? 

FC København har været voldsomt gode i denne sæson - nu kan holdet tage den ultimative skalp og sætte to streger under deres favoritværdighed i mesterskabskampen.

Parken er udsolgt, så det bliver en fantastisk kulisse, de to mandskaber går ind til søndag aften, og det skal blive spændende at se styrkeforholdet mellem de to tophold i dansk fodbold.

FC København har haltet efter FC Midtjylland de seneste to år, og det har gjort ondt på stoltheden i den danske hovedstad, men nu kan løverne sende et stærkt signal til rivalerne fra den jyske hede.

Det bliver et brag i nationalarenaen!