Video : Tipsbladet
Ligue 1

Udgik med skade: Kasper Dolberg kan ånde lettet op

Den danske landsholdsangriber kan meget snart være tilbage i aktion for OGC Nice, lyder det fra cheftræner Christophe Galtier.

Der var bare spillet 15 minutter af OGC Nices opgør mod lokalrivalerne AS Monaco, da angriber Kasper Dolberg måtte forlade opgøret med smerter i knæet.

Sidste sæson var Dolberg helten for Nice, da han scorede to gange i Côte d'Azur-derbyet - det sidste mål i dommerens tillægstid - i sejren på 2-1, men søndag måtte han altså se det meste af opgøret fra tribunen grundet den skade, han måtte lade sig udskifte med.

Efter opgøret søndag fortalte træner Christophe Galtier, at det er samme skade, som holdt Dolberg fra banen i opgøret mod Bordeaux for tre uger siden samt de tre efterfølgende danske landskampe.

Og efter at have undersøgt den danske landsholdsbomber er der godt nyt for Kasper Dolberg.

- Kasper fik et slag på knæet. For tre uger siden blev han ramt og måtte trække sig fra kampen mod Bordeaux, og det var denne gang samme sted, han blev ramt og fik smerter. De undersøgelser, der er blevet lavet, er meget betryggende. Der er ingen skade, forstuvning eller forstærkning af ledbåndet. Slaget holder ham ude af kampen i morgen (mod Lorient), og nu arbejder vi på at få ham klar til lørdag mod Saint-Etienne. Det er ikke sikkert endnu. Han begynder at arbejde individuelt (på træningsbanen) i dag, og så må vi se på niveauet fa hans smerter, siger Christophe Galtier ifølge klubbens hjemmeside.

Det endte denne gang 2-2 mellem Nice og Monaco - blandt andet fordi angrebskonkurrent Amine Gouiri misbrugte et straffespark sidst i anden halvleg.

Kasper Dolberg har indtil videre scoret tre gange for Nice i de fire kampe, han har spillet.