Video : Tipsbladet
Skandinavien

Hurtigt væk: Træner stopper efter tre timer i klub

Den tidligere Dynamo Moskva-træner Dmitri Cheryshev var lynhurtigt færdig.

Eskilstuna fra den næstbedste svenske række har siden juni været på udkig efter en ny cheftræner, efter man fyrede Özcan Melkemichel. Det troede de, at de havde fået styr på, da Dmitri Cheryshev blev ansat.

Det var det sådan set også. I tre timer. Så var han væk igen. Det fortæller Eskilstuna-formand Alex Ryssholm til Eskilstuna-Kuriren.

- Det var ikke så dramatisk. Dmitri ville foretage mange ændringer, og efter træning troede han, at det ville gøre mere skade end gavn for holdet i den nuværende situation, siger han og fortsætter:

- Han mente, at han ikke har tid til at foretage disse ændringer, og at det er bedre, hvis spillerne fortsætter på samme set-up som før, da der kun er ti kampe tilbage, lyder det fra Alex Ryssholm.

En af problemerne skulle angiveligt være sprogproblemer, da Cheryshev kun taler russisk og spansk, hvorfor han har skulle bruge en tolk undervejs. Det spanske sprog-kendskab kommer efter en karriere i spansk fodbold som både spiller og træner.

Ved ansættelsen lavede han desuden en reference til en dansk forfatter.

- Det føles godt at være her, og selvom der er få kampe tilbage i serien, håber jeg at kunne gøre præcis som i HC Andersens saga - at gøre den grimme ælling til en smuk svane, sagde russeren til førnævnte avis ved ansættelsen.

Hvis navnet Cheryshev lyder bekendt, så er Denis Cheryshev da også den nu tidligere Eskilstuna-træners søn. Sønnen har tidligere været anklaget for doping. Læs mere om den sag her.