Video : Tipsbladet
Superliga

Tæskede 16-årig BIF-fan: Sag mod FCK-fans udsat

Retssagen mod de 15 FCK-fans, der overfaldt en 16-årig Brøndby-tilhænger er udsat.

Det var egentlig meningen, at retssagen vedrørende de 15 FCK-tilhængere, der ifølge politiet blandt andet trampede, sparkede og slog en 16-årig Brøndby-fan i hovedet sidste sommer, skulle være have været for retten tirsdag og onsdag i denne uge. 

På grund af en anmodning fra forsvarerne om at få indblik i andre sager, som har relation til balladen, er sagen dog udsat. Det skriver Ekstra Bladet.

Sagen er som udgangspunkt udsat til den 5. oktober, hvor det forventes, at første retsmøde finder sted. Det har den betydning, at der ikke vil falde nogen dom tidligst før starten af december.

Episoden skete den 12. juli sidste år til en kamp mellem FC København og Brøndby i Parken, hvor kun FCK-fans havde adgang som følge af coronarestriktionerne. Ifølge anklageskriftet fra Københavns Politi skulle de 15 FCK-fans sammen med flere andre ukendte gerningsmænd have udsat den 16-årige Brøndby-dreng for vold, både i hovedet og på kroppen. Derudover havde de kastet og slået med stole og kegler mod ham, mens han lå på jorden. 

Det skete på Vesterbro forud for kampen.

Ekstra Bladet skriver, at flere af de tiltalte nægter sig skyldige, men at nogle andre delvist erkender. De anklagede er mellem 19 til 36 år gamle, og de fleste er i deres tyvere. 

Derudover var de alle maskerede, hvilket har besværliggjort politiets arbejde en del. 

De 15 anklagede i sagen er foreløbig varetægtsfængslet.