Video : Tipsbladet
Landshold

DBU: Sådan opdagede vi ukendt dansk Arsenal-talent

Navnet Mika Biereth siger formentlig nærmest ingen danske fodboldfans noget, men han spiller for Arsenal og blev i dag udtaget til U19-landsholdet. For DBU er han ikke noget nyt navn.

Tidligere onsdag udtog DBU et nyt U19-landshold, hvor især ét navn skilte sig ud. Af de tre spillere, der kom fra udenlandske klubber, var det kun én af dem, som ikke blev solgt fra en dansk klub inden for de seneste år.

Mika Biereth hedder han og er til daglig på kontrakt i Arsenal. Her scorede han i weekenden hattrick i en U23-kamp mod Chelsea, og i seneste sæson bombede han løs for Fulham med 21 mål i 22 kampe.

Mens han for de fleste danske fodboldfan vil være et komplet ubeskrevet blad, er han det ikke for DBU.

- Vi havde ham faktisk med allerede i 2018 til et U15 Talentcenter-samling, så han er ikke ny for os. På daværende tidspunkt var han ikke helt klar til landsholdet, men vi har selvfølgelig holdt kontakten til ham og fulgt ham, fortæller talentudviklingschef Flemming Berg til tipsbladet.dk.

- Han gør det jo fantastisk i Arsenal, og vi har fulgt ham den seneste tid. I sidste uge var U19-landstræner Lars Knudsen ovre at besøge ham og holdt møde med Mika og hans far, Michael. Han så ham både træne og spille og holdt et møde med folkene i Arsenal. Så det er ikke sådan en, der bare lige dumper ned.

Mika Biereth har dansk far, men bor i London og taler ifølge Flemming Berg "noget dansk". I og med han spiller ungdomsfodbold i England, har de danske U-landstrænere ikke samme forudsætninger for at besigtige ham, som de har med hans nye holdkammerater, der er på kontrakt i danske klubber eller har været det.

Det betyder dog ikke, at de ingen muligheder har.

- Det er altid et dilemma, i forhold til at vi ikke har helt samme muligheder. Eftersom vi har været i kontakt med ham i tre år, har vi selvfølgelig fået tilsendt hans videoer og hans kampe, og har vi kunnet følge ham på den måde, siger Flemming Berg.

- Det er heller ikke sådan, at vi ikke har folk i London, vi kender, som kan give os informationer på ham. Så jeg synes faktisk, vi har rimelig godt styr på ham.

"Vi forsøger ikke at lokke dem"
De seneste år har den samme debat rejst sig med jævne mellemrum: Hvordan skal DBU gribe det an, når talentfulde spillere både kan vælge de danske og andre landes landshold? Det gælder både spillere, der er vokset op i Danmark, og spillere, der er vokset op i udlandet med danske rødder.

Folk som Nicolas Defreitas-Hansen (USA og Brasilien), Filip Jörgensen (Sverige), Lasse Jürgensen (Tyskland) og Gonzalo Jørgensen (Spanien) har de senere år optrådt for diverse danske ungdomslandshold. Men DBU fastholder, at forbundet ikke aktivt rekrutterer i udlandet.

- Ofte får vi en henvendelse omkring spillere, som spiller i udlandet. Det kan være direkte fra spillerne, deres forældre eller andre samarbejdspartnere. Vi går så i gang med at lave vores lave hjemmearbejde: Kan det være noget for os? Vi er ikke sådan nogle, der forsøger at lokke dem hertil og give dem en kamp for at binde dem til Danmark, siger Flemming Berg.

Han tilføjer, at DBU også fik en henvendelse angående Mika Biereth.

- Tilbage i '17-'18 fik vi en henvendelse på, at der var en spiller i Fulham, som havde mulighed for at få dansk pas, og om det var noget, vi ville kigge på. Selvfølgelig ville vi det, og så gjorde vi det. Så inviterede vi ham over på U16.

- Det var på baggrund af en henvendelse i vores netværk. Det er det ofte med de helt unge spillere, siger talentudviklingschefen.

Mika Biereth kan få dansk landsholdsdebut, når U19-drengene møder Nordirland den 6. oktober. Derefter venter Kasakhstan og Tjekkiet i samme landsholdssamling.