Video : Tipsbladet
Premier League

Stor ros til Brentford-profil: Han er deres Lukaku

Thomas Franks angrebsstjerne får store ros med på vejen.

Brentford har fået en fin start på sæsonen i Premier League med otte point og en niendeplads efter fem runder, og det kan de blandt andet takke angriber Ivan Toney for.

Den 25-årige har stået for to mål samt en assist og har altså været involveret i tre af Brentfords fem mål i ligaen. Og flere engelske eksperter er også fulde af lovord angående Thomas Franks stjernespiller.

Hos talkSPORT storroser de tidligere spillere David Connolly og Martin Keown, der har en fortid i Arsenal, Ivan Toney.

- Man kan se på hans fysiske egenskaber. Han har Premier League-fysik, -hurtighed og -power. Han har intelligensen og viser det med bevægelserne mod Wolves og Aston Villa. Han kan lidt af hvert, siger David Connolly ifølge mediet.

Martin Keown tilføjer så om den skarpe angriber:

- Han forårsager kaos i Premier League, og han har kun været her i fem minutter! Han er deres Lukaku i Brentford, og hvis de kan fortsætte med at udvikle sig, som de er i gang med, er de kommet for at blive.

I sidste sæson scorede angriberen hele 33 gange i den næstbedste engelske række, Championship. Det var hans første sæson i Brentford, som hentede ham fra Peterborough. 

Ivan Toney og Brentford møder lørdag aften Liverpool i Premier League. Der er kampstart klokken 18.30.