Ligue 1

PSG-stjerne: Jeg vil bo i Paris resten af mit liv

Italieneren kan sagtens se sig selv slutte spillerkarrieren i den franske hovedstad.

Marco Verratti har efterhånden spillet for Paris Saint-Germain i ni år siden skiftet fra den italienske B-klub Pescara. 

Her har han overordnet set været en stor succes med aktuelt 350 spillede kampe. Dette tal kunne dog være mærkbart højere, for han har gennem sin tid for den franske klub døjet med en del skader.

Står det til ham, så bliver han også og spiller for PSG i resten af sin karriere. Det fortæller han i et interview til det franske medie France Info

- Paris har givet mig alt. Fra et fodboldmæssigt perspektiv har jeg fået chancen for at spille med og mod store mestre i store kampe, hvilket var det, jeg allerhelst ville. Jeg blev forelsket i klubben, og derfor giver jeg den altid, alt hvad jeg har, for at betale det støtte, den gav mig, tilbage. Jeg var en lille dreng, som kom fra en lille by i en italiensk provins, og her har jeg det hele.

- Mine børn er født her. Når du er noget ældre end 18, så har du dine bedste år. Dem har jeg haft her, og det har været utroligt. Jeg er blevet en mand og har fundet min kærlighed. Så alt, jeg har oplevet her, vil blive utrolige minder. Livet efter? Jeg har stadig noget tid endnu, men jeg har lyst til at bo i Paris resten af mit liv, siger den lille midtbanespiller. 

I interviewet roser han også Lionel Messi, som ifølge Verratti stadig er skarp fysisk. Han taler også om sin egen fysik, som har voldt ham problemer i denne sæson. Han er dog i gang med at bygge kampformen helt op.

Han har spillet fire kampe for PSG i denne sæson, men ikke spillet en eneste kamp fuldtid endnu.