Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen vil sætte kold angriber bedre op

AGF's cheftræner, David Nielsen, vil have sit hold til at iscenesætte angriber Patrick Mortensen bedre.

AGF's anfører og førsteangriber, Patrick Mortensen, har ikke scoret ét eneste mål i åbent spil i de 11 kampe, han har spillet i denne Superliga-sæson. Blot ét mål på straffespark er det blevet til.

I sidste sæson scorede 32-årige Mortensen 15 mål i 29 kampe og blev sit holds topscorer. Derfor er forskellen i forhold til denne sæson slående.

Cheftræner for AGF David Nielsen erkender da også, at det er et problem, efter angriberen nok engang gik målløs fra banen efter 0-1-nederlaget til lokalrivalerne fra Randers.

- Det er klart, at vi skal kunne spille os frem til flere chancer med Patrick, men også med de andre spillere.

- Vi har selvfølgelig fokus på at få sat ham i scene, og det skal vi blive ved med, så han også får en rytme i at komme til chancer, for dem har han ikke haft så mange af de sidste par kampe.

- Generelt er det jo der, vores spil halter, når vi skal få spillet chancer helt store nok og få trykket modstanderne, siger AGF-træneren.

I kampen mod Randers kom Mortensen dog frem til enkelte chancer, som han ikke udnyttede. Især en enkelt i første halvleg, som Mortensen skød over mål, erkender han sin skyld i.

- Jeg prøvede at lægge den over i det lange hjørne, og så kunne jeg jo sige, at den hoppede og dansede, men det gjorde den ikke.

- Det var selvfølgelig ikke godt nok, og den tager jeg på min kappe, siger angriberen.

Målene mangler dog ikke kun hos Mortensen i AGF-truppen, hvor det kun er blevet til 10 mål i sæsonen. I fem kampe er aarhusianerne gået fra banen uden mål.

AGF-anføreren siger, at han ikke har et problem med selvtilliden, og hvis nogen af holdkammeraterne har det, må de arbejde med sig selv, mener han.

- Selvtillid er en underlig størrelse, for jeg føler, jeg har meget af den, selv om jeg ikke scorer mål i øjeblikket.

- Det gælder om, at man må arbejde lidt med sig selv og finde frem til, at de ydre ting, som man ikke kan kontrollere, ikke kommer til at styre dig, siger angriberen.

AGF og Mortensen, som lige nu er nummer otte med 15 point, får et afbræk fra Superligaen onsdag, når holdet får besøg af Sønderjyske i ottendedelsfinalen.

/ritzau/