Video : Tipsbladet
1. division

Var skadet i 26 måneder: Sådan kommer FCM'er igen

Oliver Olsen blev ramt af to korsbåndsskader lige efter hinanden.

Oliver Olsen var en vigtig del af det FCM-hold, som blandt andet slog Manchester United ud af Youth League, hvor han også fik scoret. Siden blev han skadet og sat helt udenfor i samlet 26 måneder efter to korsbåndsskader.

I denne sæson er han udlejet til FC Fredericia, hvor idéen med opholdet i 1. divisionsklubben er åbenlyst for ham. Det fortæller Olsen i et interview på FCM's hjemmeside.

- Det overordnede mål med den her sæson er helt klart, at jeg skal finde tilbage til mit topniveau. Det gør man bedst med kontinuerlig spilletid, så det var det helt rigtige for mig, at jeg skulle spille en sæson i 1. division – især efter to år på sidelinjen, siger Oliver Olsen.

Den 21-årige højre back, som også kan spille på højresiden i et tremandsforsvar, har da også klare planer for, hvad der skal ske, når tiden i bastionsbyen er overstået.

- Jeg vil rigtigt gerne tilbage til Midtjylland igen og bryde igennem i Superligaen. Det er jo det, jeg arbejder hårdt på nu og har gjort i mange år, siger han og fortsætter:

- Så må vi se, hvordan det ser ud til sommer. Jeg håber da på, at jeg til den tid kan spille mig ind i varmen, men lige nu er det største fokus selvfølgelig på at gøre det godt i Fredericia og fortsætte vejen tilbage til topformen, lyder det fra Oliver Olsen.

FCM og Olsen har kontrakt med hinanden frem til 2025.