Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-keeper har Man Utd-fortid: Gad det ikke mere

Manchester United var overrasket over, at Johan Guadagno fortalte i sommer, at han ville væk fra klubben.

Johan Guadagno er tredjemålmand i FC København, men ligesom målmandskollegaen Kamil Grabara har han et fremragende CV. 

For hvor Kamil Grabara har fået en del af sin fodboldopdragelse i Liverpool FC, så har Johan Guadagno også været forbi en storklub. Han blev købt i selveste Manchester United i sommer, og han nåede at være på lønningslisten i to år hos den engelske storklub. 

Men hvor det helt sikkert for mange spillere er en drøm at være på kontrakt i en af verdens største klubber, så er det også svært at få realiseret sit potentiale, fordi konkurrencen er så stor. Det var lige netop tilfældet for Johan Guadagno, der i sommer gik til ledelsen og bad om at komme væk. Vejen til førsteholdet var for lang, men det overraskede alligevel klubben. Det fortæller han til tipsbladet.dk.

- Jeg havde to år tilbage af min kontrakt i Manchester United. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke havde lyst til at være der mere. Jeg har brug for at træne med førsteholdet for min egen udviklings skyld. Og det har været en god beslutning. De var ikke svære at forhandle med, men jeg følte, at det kom som lidt af en overraskelse for dem, at jeg ville væk.

- Jeg tænkte, at vejen til førsteholdet var lukket en smule. Det var den følelse, jeg havde. Det var ikke noget for mig, så jeg besluttede at smutte. Det var en drøm, og nu er det på tide at vågne op og starte med at arbejde hårdt for at blive den bedste professionelle målmand, jeg kan blive, siger han. 

Han fremhæver dog, at han har haft en spændende tid i den engelske klub, men at det også var en hård tid, da han som 16-årig sagde farvel til familien for at jagte drømmen. 

- Det var utrolig hårdt at være der, det vil jeg ikke lyve om. Jeg havde et utrolig godt forhold til min træner Kevin Wolfe det første år, og han var hård ved mig i starten, men så blev det bedre i anden sæson, også fordi jeg begyndte at spille en del flere kampe. 

- Det første år var hårdt for mig. At flytte væk fra familien og alt andet, men jeg følte, at det andet år gik så meget bedre, og jeg fik flere muligheder. Det var også en af årsagerne til, at jeg kunne komme til FCK, for jeg havde bevist mig der, og nu er det tid til at bevise mig selv her, lyder det ambitiøst fra FC Københavns nye tredjemålmand. 

Han har indtil nu stået i skyggen af Kamil Grabara og Karl-Johan "Kalle" Johnsson, og dermed er der ingen tvivl om, at hans rolle i øjeblikket er som klar tredjekeeper bag de to. Det er dog ikke noget, som går den 18-årige svensker på. 

- Jeg har accepteret, at Kamil og Kalle er foran mig lige nu, for jeg er ung, og der er mange ting, jeg skal forbedre. Så jeg brokker mig bestemt ikke. Jeg lærer hver dag fra dem. Jeg er ret tæt på Kalle, da jeg er fra Sverige. Kamil hjælper mig også, når jeg laver en fejl. Det er meget hjælpsomt at træne med dem, og de er nogle gode gutter. 

Europa rundt og Championship Manager-legende
Johan Guadagno har prøvet lidt af hvert i sit blot 18-årige lange liv. Han blev født i Milano og boede der i de første syv år af sit liv. Derudover har han haft bopæl i Frankrig, Sverige - hvor hans mor er fra - England og nu Danmark. 

Hvor det næste step bliver, har han endnu ingen anelse om. Meget kan desuden ske i de tre år, som hans kontrakt med FCK i øjeblikket løber. 

Én af dem, som spiller en stor rolle i hans videre karriere, er agenten Cherno Samba, som er tidligere professionel fodboldspiller. Dette er der i sig selv intet overraskende i, men Samba huskes måske bedst for at være en af de største legender nogensinde i computerspillet Championship Manager, der er forløberen til det populære Football Manager. Samba havde et gigantisk potentiale i computerspillet, men i virkeligheden endte karrieren ikke med at tage den drejning, som spillet forudså for ham. 

Han kom frem i Milwall, men endte med at slutte karrieren i 2012 i norske Tönsberg. 

Johan Guadagno har ingen anelse om, at agenten var suveræn i det gamle spil, men Samba har åbnet lidt op om talentet fra dengang. 

- Jeg ved, at han var en af de største talenter i verden, for han gav mig sin bog. Jeg spiller ikke selv, for jeg er ikke en taktiker. Men jeg spiller FIFA og Call of Duty, lyder det fra Guadagno, som dog er meget tilfreds med Samba indtil videre:

- Han ville virkelig gerne arbejde for mig, og det gjorde mig glad, at han gerne vil presse på for mit bedste. Det bedste for en spiller er at have et godt bagland. Det har jeg, og jeg glæder mig til at tage næste skridt. 

Næste skridt er at banke på til førsteholdet i FCK. Det var trods alt derfor, at Guadagno valgte at forlade en engelsk storklub før tid for at skifte til hovedstadsklubben.