Video : Tipsbladet
Europa League

Undersøger FC Midtjylland-modstander for hvidvask

SC Bragas kontorer er blevet ransaget onsdag.

SC Braga har ikke fået en helt problemfri optakt til deres Europa League-kamp mod FC Midtjylland torsdag.

Ligesom flere andre store klubber i Portugal er SC Bragas kontorer nemlig blevet ransaget af de portugisiske skattemyndigheder onsdag i forbindelse med en efterforskning, der handler om skatteunddragelse og hvidvaskning hos klubber og agenter.

Det skriver flere portugisiske medier samt engelske The Guardian.

SC Bragas cheftræner, Carlos Carvalhal, har også bekræftet nyheden, men nedspiller påvirkningen af den forud for torsdagens kamp.

- Det påvirker os ikke. Vi er nødt til at devaluere søgningerne. De ransagede flere klubber, så vidt jeg ved. Det er et emne, der er meget tomt, og som absolut ikke fylder noget for gruppen. Ingen har talt om det, og vi er fokuseret på kampen. Det er en situation, der viser sig at være normal i en længere efterforskning. Vi devaluerer dette spørgsmål fuldstændigt, og vi er fokuserede, ja, på at vinde vores kamp, siger Carlos Carvalhal ifølge A Bola.

Foruden SC Braga er Vitória de Guimarães samt superagenten Jorge Mendes' kontorer også blevet ransaget, lyder det. 

FC Midtjylland møder det portugisiske mandskab torsdag klokken 18.45 på MCH Arena. Her kan du læse tipsbladet.dk's optakt til kampen med det seneste nye om begge hold samt et bud på startopstillingerne og kampens resultat.