Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby går i rette med medie: Det er usandt

Mediet presse-fotos.dk skrev, at der var slåskamp på tribunen under Brøndby-kamp. Det passer dog ikke, skriver klubben.

"FANS GÅR AMOK: SLÅSKAMP PÅ TRIBUNEN UNDER KAMP" skrev mediet presse-fotos.dk midt under Brøndby IF's pokalkamp mod FC Midtjylland. Overskriften blev ledsaget af en række billeder og en kort tekst.

"Flere vagter er mødt frem for at stoppe slagsmålet," lød det blandt andet i brødteksten.

Men det passer ikke, lyder det nu fra Brøndby. I stedet var der tale om en tilskuer, der fik et epileptisk anfald. Det slår klubben fast på Twitter:

"@pressefotosdk har bragt en historie om et påstået slagsmål på Sydsiden. Dette er usandt. En fan fik et epileptisk anfald under kampen, og derfor var der mange vagter, som kom til for at hjælpe. Den pågældende fan har det efter omstændighederne ok og bliver tilset på hospitalet."

Billederne på presse-fotos.dk viser da også, at en eller flere ambulancereddere er til stede blandt sikkerhedsvagterne.

Opdatering kl. 17.03: Presse-fotos.dk har nu fjernet artiklen fra sin hjemmeside.