Video : Tipsbladet
Premier League

Rokade i United: Antyder Rangnick et anførerskift?

Cheftræneren har bekræftet, at anføreren er en anden end Harry Maguire, når Manchester United møder Young Boys i Champions League.

Den midlertidige Manchester United-træner, Ralf Rangnick, har godt gang i at få sat sit præg på den engelske storklub, som han overtog et par uger efter den norske træner Ole Gunnar Solskjær blev fyret. 

Søndagens 1-0-sejr over Crystal Palace var Rangnicks første kamp i spidsen for de røde djævle, og allerede her kunne man se, at holdet spillede på en ny måde. 

Ændringerne er fortsat i denne uge, hvor Rangnick tirsdag har præsenteret to nye ansigter til sin stab i klubben. Der er tale om sportspsykologen Sasha Lense og træneren Chris Armas. 

Samtidig har Rangnick ifølge Manchester Uniteds hjemmeside bekræftet, at Nemanja Matic kommer til at bære anførerbindet i onsdagens Champions League-kamp mod Young Boys. 

Den beslutning har fået flere engelske medier til at spekulere i, om der mon er et generelt anførerskifte på vej i klubben. 

Harry Maguire er i skrivende stund klubbens anfører, men starter stopperen inde i kampen mod Young Boys, vil beslutningen om at give kaptajn-rollen til Matic være et tydeligt tegn på, at Rangnick ønsker en anden anfører end Maguire. 

Kampen mod Young Boys spilles på Old Trafford og fløjtes i gang klokken 21:00.