Video : Tipsbladet
Premier League

Thomas Frank: Vi er måske de bedste til det i PL

Den danske Brentford-træner er fortrøstningsfuld.

Omikron-varianten har gjort sit indtog i England, og Tottenham er blevet ramt af et større coronaudbrud omkring klubbens førstehold.

Brentford har også måttet undvære spillere som Mathias Jensen, Mads Bech og Ivan Toney på grund af coronasmitte, men Thomas Frank er ikke bekymret for, at klubben bliver lige så hårdt ramt som Tottenham.

Det fortæller han på pressemødet forud for fredagens London-møde med Watford.

- Jeg tror ikke, man kan gøre så meget mere. Vi tager selvfølgelig alle vores forholdsregler. Fra hvad jeg hører fra forskellige klubber, er vi måske nummer et i Premier League med hensyn til at undgå Covid.

- Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke kan have nogle tilfælde, som det er set med Ivan, men vi gør uden tvivl alt, hvad vi kan. Vi ved, det kan komme fra alle sider, men set fra det perspektiv gør vi mange gode ting, og hvis der kommer en positiv test, må vi reagere.

Selvom coronavirussen atter breder sig i England, frygter Thomas Frank ikke, det kommer til at få fatale konsekvenser for Premier League-sæsonen.

- Ikke endnu en afbrydelse af sæsonen eller endnu en lockdown, nej. Jeg tror, at Storbritannien og andre lande er bedre forberedte denne gang, og at vi er et bedre sted. Sådan er virkeligheden. Vi skal håndtere det og opføre os herefter, og det er, hvad vi gør. Vi er klar til fredag.

Thomas Frank fortæller også på pressemødet, at Mads Bech er klar til at spille igen.