Optakt: AFC Ajax - Real Madrid
Foto: Getty Images
Generelle

Optakt: AFC Ajax - Real Madrid

Real Madrid har genfundet formen i den seneste måneds tid, og der venter således Lasse Schöne og Kasper Dolberg en yderst vanskelig opgave i aftenens Champions League-opgør i Amsterdam.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 21.00
Spillested: Johan Cruijff Arena
Dommer: Szymon Marciniak
På TV: TV3 Sport

Holdnyt:
Ajax
Hollænderne imponerede stort i efterårets gruppespil, hvor holdet spillede seks kampe uden at tabe. Ajax spillede uafgjort med Bayern München to gange, og spillede igennem hele gruppespillet offensiv og underholdende fodbold. I den sidste spillerunde var Erik ten Hags mandskab endda tæt på at fravriste førstepladsen fra Bayern München. 

I stedet endte hollænderne på andenpladsen, og dermed var der lagt op til en svær 1/8-finale. Real Madrid bliver en svær modstander at besejre, men Ajax har fortjent stor respekt for at klare sig videre til knockoutkampene. I ligaen halter holdet dog seks point efter PSV Eindhoven, og holdet har tilmed tabt to af deres tre seneste ligakampe. Især 6-2-nederlaget til rivalerne fra Feyenoord vidner om, at Ajax ikke går ind til Real Madrid-kampen i absolut topform. Problemet for Ajax i disse to 1/8-finaler kan sagtens blive den manglende rutine. Det er således et meget ungt hollandsk mandskab, der skal op imod et hold, der har vundet Champions League i de seneste tre sæsoner. 

Frenkie de Jong udgik med en skade i weekendens 1-0-nederlag til Heracles, men den kommende Barcelona-spiller forventes alligevel at starte inde imod Real Madrid. Danske Kasper Dolberg døjer ifølge hollandske medier med en rygskade, og starter således med al sandsynlighed på bænken i onsdagens kamp.

Real Madrid
Madrilenerne var i frit fald i efteråret, men siden årsskiftet har tingene set væsentligt lysere ud for Santiago Solaris tropper, der senest slog Atlético Madrid med 3-1 på udebane i weekenden, og dermed kravlede op på andenpladsen i La Liga, seks point efter Barcelona. 

Netop Barcelona mødte Real Madrid i sidste uge i Copa'en, og her hentede Real Madrid et godkendt 1-1-resultat på Camp Nou. Real Madrid har vundet holdets seneste fem ligakampe, og samtidig er offensiven begyndt at se en anelse mindre tandløs ud end i efteråret. Karim Benzema har scoret seks mål i de seneste seks kampe, og på venstrekanten har 18-årige Vinicius fået stor ros for sine præstationer på det seneste. Brasilianeren står da også til at starte på bekostning ag Gareth Bale, der har været skadesramt og i formkrise på det seneste. 

På venstreback-positionen er der spekulationer om, at Sergio Reguilon kan starte inde i stedet for Marcelo, der har haft det svært på det seneste. Raphael Varane er desuden tvivlsom, på grund af sygdom, og erstattes måske af Nacho i midterforsvaret.

Karantæner:
Ajax: Ingen.
Real Madrid: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Ajax (4-3-3): Onana - Mazraoui, Blind, De Ligt, Tagliafico - Schöne, de Jong, van de Beek - Neres, Tadic, Ziyech

Real Madrid (4-3-3): Courtois - Carvajal, Varane, Ramos, Marcelo - Modric, Casemiro, Kroos - Vazquez, Benzema, Vinicius

Profilen:
Hollændernes mest sandsynlige målscorer i onsdagens opgør må siges at være serbiske Dusan Tadic, som i sommer skiftede fra Southampton. Tadic har nettet 13 gange i Æresdivisonen i denne sæson, men gjorde sig især bemærket i efterårets Champions League-gruppespil, hvor han spillede en afgørende rolle i Ajax' avancement. Tadic scorede således fem mål i de sidste tre kampe af gruppespillet.

Vidste du, at...:
De to hold mødtes senest i Champions League-gruppespillet i 2012/13-sæsonen. Her vandt madrilenerne begge kampe med 4-1. Cristiano Ronaldo sænkede hollænderne med et hattrick i den første kamp i Amsterdam, men portugiseren er som bekendt ikke i klubben længere. 

Dom:
Ajax var imponerende i efteråret, og det er stærkt gået af den hollandske klub, at man nu står i 1/8-finalerne. Formen er dog desværre ikke den bedste lige nu, og samtidig har Real Madrid ramt niveauet i den seneste måneds tid. Buddet herfra lyder således på en 2-1-sejr til Real Madrid. 

Tidligere indbyrdes opgør, form og resultater: