Avis: Real Madrid vil snuppe PSG-profil for næsen af Barca
Foto: Getty Images
Generelle

Avis: Real Madrid vil snuppe PSG-profil for næsen af Barca

Den suspenderede Adrien Rabiot er snart blevet sat i forbindelse med samtlige storklubber i Europa, og nu forlyder det, at Zinedine Zidane ønsker at hente landsmanden til Bernabéu.

Adrien Rabiot er raget uklar med ledelsen i Paris Saint-Germain, efter at han nægtede at forlænge sin kontrakt med klubben. Og franskmanden, der nu er suspenderet i PSG, mangler ikke bejlere, når han til sommer står uden en kontrakt.

Barcelona har længe lignet den mest sandsynlige destination for den 23-årige midtbanespiller, mens klubber som Bayern München og Liverpool også har været bragt på banen. Men ifølge den spanske avis AS er det seneste nye i sagen, at Real Madrid har tænkt sig at komme de andre klubber i forkøbet og sikre sig Rabiots underskrift. 

Zidane har et godt øje til Rabiot
Rabiot, der er blevet suspenderet efter et besøg på en natklub, har kontraktudløb den 30. juni, og kan derefter skifte kvit og frit til Real Madrid. 

Midtbanespilleren var ifølge den spanske avis allerede på vej til Bernabéu i sidste sæson, hvor spanierne udlejede Mateo Kovacic til Chelsea, men skiftet gik ikke igennem. Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane er dog en tilhænger af Rabiots spillestil, og derfor anses franskmanden igen som en mulighed i den spanske storklub.