Medie: Roma byder 210 mio. på Alderweireld
Foto: Getty Images
Champions League

Medie: Roma byder 210 mio. på Alderweireld

AS Roma har budt £25 millioner, svarende til omkring 210 millioner kroner, på Tottenhams Toby Alderweireld, melder Daily Mirror.

Serie A-klubben AS Roma er angiveligt på jagt efter forstærkninger til det centrale forsvar, og Daily Mirror hævder, at romerne kigger mod London.

30-årige Toby Alderweireld har blot 12 måneder tilbage af sin kontrakt med Tottenham, og stopperens fremtid i klubben er endnu uvis.

Det har Roma, ifølge det engelske medie, tænkt sig at udnytte, og man har derfor forsøgt sig med et bud på £25 millioner, svarende til knap 210 millioner kroner.

Mirror erfarer ydermere, at Roma overvejer at inkludere Nicoló Zaniolo i handlen i håbet om at få belgieren til hovedstadsklubben.

Tottenham spiller deres første træningskamp på klubbens Asien-tour i Singapore mod Juventus den 21. juli. Omkring tre uger senere indleder man Premier League-sæsonen mod oprykkerne fra Aston Villa.

Omvendt skal Roma forsøge at have deres trup klar til sæsonstart i weekenden den 24.-25. august. Det er endnu ikke bekræftet, hvem man møder i premieren.