Video : Tipsbladet
Generelle

Kane tror på Tottenhams mesterskabschancer

Konkurrencen er stor i Premier League, men Harry Kane tror på, at Tottenham kan spille med om mesterskabet efter flere store indkøb i transfervinduet

Tottenham lignede i første halvdel af sidste sæson en førsteudfordrer til Manchester City og Liverpool i kampen om det engelske mesterskab, men i løbet af foråret gled det spinkle håb ud i sandet, og det hele endte med en noget skuffende fjerdeplads. Noget, som af flere blev tilskrevet en for smal trup.

Efter to transfervinduer i træk uden handler har Spurs nu endelig været aktive denne sommer, og derfor tror en af klubbens helt store stjerner, Harry Kane, at der nu er grund til tro på muligheden for at spille med om mesterskabet. Det fortæller den engelske angriber ifølge Goal.

- Vi skal sørge for at få en god start. Liverpool satte standarden i fredags (4-1-sejren over Norwich) og Manchester City i lørdags (5-0-sejren over West Ham), så det er vigtigt at holde dem i kort snor så længe som muligt. Vi har fuld tro på, at vi kan gå hele vejen, men der er lang vej endnu. Det er derfor, vi køber spillere; for at styrke holdet og have større konkurrence om pladserne. Det har vi nu, udtaler Tottenham-stjernen.

Tottenham fik en godkendt sæsonstart, da de vandt 3-1 over Aston Villa, blandt andet på mål af klubbens nye rekordindkøb, Tanguy Ndombele. De øvrige nyindkøb tæller blandt andre den argentinske landsholdsspiller Giovani Lo Celso samt stortalentet Ryan Sessegnon.

I næste runde venter den første mulighed for at lægge pres på en af de øvrige titelkandidater, når Tottenham skal på besøg hos de forsvarende mestre, Manchester City.