Video : Tipsbladet
Generelle

Mané om raserianfald mod Salah: Nogle gange må man sige ting ansigt til ansigt

Liverpool-stjernen Sadio Mané blev rasende på holdkammeraten Mohamed Salah, der undlod at aflevere til senegaleseren. De to herrer er dog blevet gode venner igen, slår Mané nu fast.

Sadio Mané forlod for to uger siden banen i raseri, da senegaleseren blev udskiftet med få minutter tilbage af Liverpools 3-0-sejr over Burnley. 

Mané var rasende på angrebskollegaen Mohamed Salah, fordi egypteren nægtede at spille Mané fri til scoring.

De to Liverpool-stjerner har dog begravet stridsøksen igen, bekræfter Mané.

Venner igen
Efter lørdagens 3-1-sejr over Newcastle, hvor begge spillere kom på tavlen, slog Mané fast, at deres indbyrdes tvist allerede er glemt igen.

- Det er glemt. Det er den slags ting, der sker i fodbold. Nogen gange er man nødt til at sige ting ansigt til ansigt. Nogle gange sker det, at jeg ikke får afleveringen, lyder det ifølge Canal+ fra Mané.

- Men vi har begravet stridsøksen, og vi er blevet lige så gode venner igen, som vi var før.

Liverpool var på hælene i begyndelsen af lørdagens hjemmekamp mod Newcastle, inden Sadio Mané vendte kampen med to scoringer før pausen.