Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-stjerne raser: Der bliver fusket med Ballon d'Or

Luka Modric vandt sidste år Ballon d'Or, men ifølge Juventus-stjernen Giorgio Chiellini hang det sammen med, at Real Madrid havde trukket i nogle tråde bag kulisserne.

Luka Modric vandt sidste år Ballon d'Or foran Cristiano Ronaldo, og det var en helt igennem vanvittig beslutning.

Sådan lyder det nu fra Juventus-stjernen Giorgio Chiellini, efter at Lionel Messi mandag aften modtog hæderen for sjette gang i karrieren. Argentineren har dermed distanceret sin evige rival, Cristiano Ronaldo, der indtil videre stadig må nøjes med fem. 

- Ronaldo blev i den grad snydt for sin Ballon d'Or i sidste sæson, hvor Real Madrid besluttede sig for at sikre, at han ikke skulle vinde. Det var virkeligt mærkeligt, lyder det ifølge Sky Sport Italia fra Chiellini.

Modric fortjente det ikke
Luka Modric vandt Champions League med Real Madrid, og førte efterfølgende Kroatien til VM-finalen. Midtbanespilleren fortjente dog alligevel ikke trofæet, lyder det fra Chiellini.

- I denne sæson var det mere balanceret. Men med al respekt, så burde Modric i sin bedste sæson stadig ikke have vundet. Det var et signal fra Real Madrid, som ønskede at forhindre Ronaldo i at vinde. Han (Modric, red.) vandt Champions League, men ud fra den logik burde Van Dijk have vundet i år, ligesom Griezmann, Pogba eller Mbappé skulle have vundet sidste år, på grund af de ekstraordinære ting, de leverede ved VM. Det gav ingen mening at vælge Modric.