Video : Tipsbladet
Rygter

Bayern München vil leje brasiliansk landsholdsstjerne

Bayern München-cheftræner Hansi Flick har holdt et møde med klubbens spillerråd, og her kom det frem, at klubbens fremtrædende spillere ønsker at se Douglas Costa tilbage i Bayern München på en lejeaftale.

Bayern München har onsdag hentet Real Madrid-højrebacken Alvaro Odriozola på en lejeaftale, men sydtyskerne er tilsyneladende ikke færdige med at indgå lejeaftaler.

Serge Gnabry og Kingsley Coman sidder ude med skader, og ifølge SPORT BILD overvejer Bayern München-toppen derfor forskellige muligheder. Manchester Citys Leroy Sané har i flere omgange været rygtet til München, men tyskeren er både ekstremt dyr og desuden ramt af en alvorlig skade.

Holdt møde i Qatar
Den midlertidige cheftræner Hansi Flick holdt under træningslejren i Qatar et møde med spillerrådet, der består af Manuel Neuer, Thomas Müller, Robert Lewandowski, David Alaba og Joshua Kimmich. Her ønskede Flick at høre, hvad spillerrådet tænkte om den nuværende spillertrup.

Og svaret fra spillerne var altså, at der var brug for forstærkninger, både defensivt og offensivt. Douglas Costa blev bragt i spil som en mulig løsning.

Brasilianeren har tidligere optrådt for Bayern München fra 2015 til 2017, hvor han skiftede til Juventus. Vurderingen fra Bayern Münchens spillerråd er, at Costa kan gøre en forskel, hvis han bliver hentet tilbage. Det forlyder således, at tyskerne vil arbejde på at få forhandlet en lejeaftale på plads. 

Douglas Costa har fået sølle 380 minutter på banen i denne sæson, og derfor kan der næppe være tvivl om, at brasilianeren ønsker at finde sig en ny arbejdsgiver.