Video : Tipsbladet
Champions League

Dortmund-stjerne vil til Real Madrid: Det er en drøm for mig

En af Dortmunds største stjerner i denne sæson, Achraf Hakimi, drømmer stadig om at etablere sig på Real Madrids førstehold.

En af Dortmunds allerstørste stjerner Achraf Hakimi's fremtid er fortsat ikke fastlagt.

Hakimi er lige nu lejet ud fra Real Madrid til Dortmund, og her har han ikke lagt skjul på, at han føler sig yderst godt tilpas - både personligt og spillemæssigt.

I denne sæson har Hakimi været en af de største oplevelser på Dortmunds hold, hvor han i 18 kampe (som højre back) har lavet tre mål og seks assist.

Lejeopholdet i Dortmund slutter dog til sommer, og noget tyder på, at den marokanske Hakimi gerne vil tilbage til Real Madrid, hvor han er lejet ud fra.

Det giver han udtryk for i et nyt interview med DAZN:

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske til Juni (når kontrakten udløber, red.), lige nu fokuserer jeg på Dortmund. Jeg er virkelig glad her, og jeg har stadig fire måneder tilbage af min kontrakt.

- Det har altid været en drøm for mig at spille for Real Madrids førstehold og træne med de bedste i verden, siger Hakmi til DAZN, og storroser i samme ombæring Zinedine Zidane:

- Han har gjort mig til den spiller, jeg er i dag. Hvad kunne være bedre, end at lære fra en af de bedste spillere nogensinde?

Hakimi kom til Dortmund i 2018 efter han ikke kunne slå igennem hos Real Madrid.