Video : Tipsbladet
Generelle

Dortmund-chef: Vi køber ikke superstjerner - vi skaber dem

Der er en klar strategi i den tyske storklub Borussia Dortmund, og det har de seneste år ført til nogle store salg. Og nogle endnu større kan være på vej

Hvad har store navne som eksempelvis Robert Lewandowski, Pierre-Emerick Aubameyang og Ousmane Dembélé til fælles? De skabte alle deres navne i tyske Dortmund, inden de tog til nogle af Europas helt store adresser, og mange andre tidligere Dortmund-spillere render rundet i andre europæiske storklubber.

Til gengæld har man aldrig set Dortmund lave et af de kæmpekøb, som man har set det i eksempelvis spanske og engelske klubber. Og det er helt bevidst. For selvom ambitionerne er ganske store i Dortmund, er det ikke en del af klubbens strategi at købe færdigudviklede superstjerner. Det fortæller Lars Ricken, chef for Dortmunds ungdomsafdeling, i et interview med BBC Sport.

- Måden vi gør tingene her sker ikke ved et uheld eller ved et tilfælde. Det er en klar og tydelig strategi, at vi ikke køber superstjerner, men skaber dem. Ousmane Dembélé og Pierre-Emerick Aubameyang var ikke superstjerner, da de kom til Dortmund. Vi udvikler dem til at blive superstjerner. Det er meget vigtigt for klubben, siger han.

Ofte bliver spillerne fra Dortmund solgt videre for store beløb, hvilket både Dembélé og Aubameyang er eksempler på. Men også bare i det seneste år er flere unge spillere solgt videre, og her fremhæver Lars Ricken blandt andre en dansker, som blev solgt i vinterens transfervindue.

- Vi vil finde den helt særlige spiller. Vi var relativt succesfulde med Christian Pulisic, Gio Reyna og Jacob Bruun Larsen, lyder det fra Dortmund-chefen.

Jacob Bruun Larsen slog ganske vist aldrig for alvor igennem i Dortmund, men den 21-årige dansker blev ikke desto mindre solgt for mere end 60 millioner kroner til Hoffemheim i sidste måned. Her kan han forhåbentlig bevise sit værd i Bundesligaen og måske endda blive højaktuel for det danske landshold.

Den næste i rækken af Dortmunds potentielle storsalg er den kun 19-årige englænder Jadon Sancho, som har taget Bundesligaen med storm og er blevet en del af Englands landshold. Han meldes på rygtebasis meget varm i flere af de største klubber i hjemlandet. Dortmund købte i januar også den ligeledes 19-åirge norske angriber Erling Braut Haaland, som er startet fantastisk i den tyske klub og på sigt kan blive endnu en spiller, Dortmund kan sende videre med kæmpe profit.