Video : Tipsbladet
Generelle

XI: De bedste spillere med kontraktudløb

Et væld af store navne har kontraktudløb til sommer. Her sættes de sammen i en startopstilling.

Christian Eriksen kunne have været en af dem, men danskeren er blevet solgt til Inter og figurerer dermed ikke i startopstillingen bestående af de bedste spillere med kontraktudløb til sommer.

I stedet finder man masser af andre store navne på det hold, som engelske Sky Sports har sammensat.

Målmand: Walter Benitez (OGC Nice) 

Det er måske ikke alle, der kender til den argentinske målmand, men Walter Benitez har forhindret flere mål end nogen anden i Ligue 1 i denne sæson, hvis man kigger på Expected Goals. Han har 97 redninger i sæsonen, og det har kun to gjort bedre i rækken.

Højre back: Thomas Meunier (PSG) 

Der er rift om den belgiske landsholdsback, der har spillet 27 kampe for PSG i indeværende sæson, men på rygtebasis forlyder det, at Dortmund løber med Meuniers underskrift.

Højre midterforsvarer: Benjamin Stambouli (Schalke 04) 

Der vil formentlig være mange, som husker Benjamin Stambouli for hans skuffende tid i Tottenham, men franskmanden, der også kan vikariere på den defensive midtbane, har faktisk været en af profilerne på Schalke-mandskabet de sidste par år. Han var også fast mand, inden han blev ramt af en alvorlig fodskade i slutningen af oktober.

Venstre midterforsvarer: Tanguy Kouassi (PSG) 

Blot 17-årige Tanguy Kouassi er på tærsklen til sit helt store gennembrud i PSG, hvor han har spillet 13 kampe og sågar scoret tre mål i denne sæson. Han har imidlertid ikke underskrevet nogen professionel kontrakt med klubben endnu.

Venstre back: Layvin Kurzawa (PSG) 

Også den sidste position i forsvaret besættes af en PSG-spiller. Layvin Kurzawa står bag Juan Bernat i køen, og Arsenal ligner i stedet et godt bud på, hvor franskmanden skal spille i næste sæson.

Central midtbanespiller: Charles Aranguiz (Bayer Leverkusen) 

Chileneren har døjet med skader, hvilket har holdt ham nede på 15 Bundesliga-starter i indeværende sæson, men når Charles Aranguiz er klar, spiller han oftest fra start, og derfor er der formentlig flere klubber rundt om i Europa, som følger midtbanespillerens situation.

Central midtbanespiller: Mario Götze (Dortmund) 

Engang var Mario Götze en af verdens mest lovende midtbanespillere. Det er ikke helt tilfældet længere, men tyskeren præsterer stadig på et niveau, der retfærdiggører en plads på dette hold.

Central midtbanespiller: Giacomo Bonaventura (AC Milan) 

Giacomo Bonaventura var på et tidspunkt en af profilerne i Milano-klubben, men han har spillet en mindre rolle i denne sæson og kan muligvis få lov til at forlade klubben på en fri transfer.

Højre kant: José Callejon (Napoli) 

José Callejon er fyldt 33 år, men det forhindrer ham ikke i at levere på et stadigt højt niveau. Aston Villa skulle være interesserede i kantspilleren, og det samme siges om hjemlandets Atlético Madrid.

Venstre kant: Dries Mertens (Napoli)

Holdkammeraten Dries Mertens er også kommet godt op i årene, og der er en chance for, at parterne nu er blevet enige om, at samarbejdet stopper til sommer. Chelsea sættes i forbindelse med belgieren.

Angriber: Edinson Cavani (PSG)

Holdet fuldendes med dets fjerde PSG-spiller og endnu en aldrende herre. Trods sine 33 år ved Edinson Cavani dog stadig, hvor målet står, og det er også grunden til, at Atlético Madrid skulle være interesseret i at lokke uruguayaneren til den spanske hovedstad.