Video : Tipsbladet
Rygter

Uruguayansk duo: Atlético Madrid vil også have Edinson Cavani

I Atlético Madrid vil man forsøge at hente Edinson Cavani ind som Luis Suárez' angrebsmakker.

Atlético Madrid sikrede sig onsdag Luis Suárez, men madrilenerne vil angiveligt også have fingrene i Suárez' angrebsmakker på landsholdet, den tidligere PSG-stjerne Edinson Cavani.

Således skriver Goal, at Atlético Madrid har henvendt sig til Cavani med et kontrakttilbud. Madrilenerne er klar til at tilbyde den 33-årige angriber en ét-årig kontrakt, med option på et år yderligere, hvis Atlético Madrid kvalificerer sig til Champions League.

Kan ikke få samme løn som i PSG
Efter otte år i Paris Saint-Germain udløb Edinson Cavanis kontrakt med den franske klub i juni, og endnu har uruguayaneren ikke fundet sig en ny klub. 

Ifølge Goal tygger Cavani lige nu på tilbuddet fra Atlético Madrid. Målræven havde i Paris en årsløn på 75 millioner kroner, hvilket spanierne ikke kan tilbyde. Samtidig er Cavanis ankomst også afhængig af et exit for Diego Costa, der længe har været rygtet væk fra Atlético Madrid

Edinson Cavanis agent forhandler angiveligt også med Real Madrid.