Video : Tipsbladet
Generelle

Diego Costa glæder sig til Suárez-partnerskab: Jeg kan slås, og han kan bide

Diego Costa forstår ikke, hvorfor Barcelona lod gå Luis Suárez gå, men spanieren ser frem til at spille sammen med uruguayaneren.

Luis Suárez skiftede i sidste uge til Atlético Madrid, og søndag leverede uruguayaneren så to fuldtræffere og en assist, da han blev indskiftet med knap tyve minutter tilbage af hjemmekampen mod Granada. 

Suárez kom på banen i stedet for Diego Costa, men spanieren ser frem til fremover at skulle spille sammen med den tidligere Barcelona-stjerne. 

- Han er virkelig god. Den ene af os kan tage slåskampene, og den anden kan bide, lød det ifølge Sky Sports fra Diego Costa.

Luis Suárez fik tilbage i 2014 en længere karantæne, da han under en VM-kamp mod Italien bed Giorgio Chiellini i skulderen. Uruguayaneren har også tidligere bidt modstandere, da han tørnede ud for Liverpool og Ajax.

Forstår ikke Barça
Luis Suárez er med 198 kasser den tredjemest scorende spiller i Barcelonas historie, og Diego Costa har svært ved at forstå, hvordan Atlético Madrid rent faktisk lykkedes med at hente bomberen.

- Vi er meget heldige, at vi nu har Luis. Jeg forstår ikke, hvordan Barça kunne lade ham gå. Han kommer til at hjælpe os meget med sine mål, krigerånd og sult efter at vinde trofæer. 

- Jeg håber, at han kan hjælpe os med at vinde endnu et trofæ for vores fans. Men vi er nødt til at tage én kamp ad gangen.