Video : Tipsbladet
Generelle

Lys forude for Eriksen? Inter-fans kræver fyring af Conte

Antonio Conte har angiveligt mistet opbakningen fra en væsentlig del af Inters fanbase.

Christian Eriksens skifte til Inter har udviklet sig til lidt af en nedtur, og danskeren har i de seneste måneder været rygtet væk fra Milano-klubben. 

Men måske behøver Eriksen slet ikke forlade Inter. Ifølge Football Italia kræver mange Inter-fans således nu, at Antonio Conte bliver sparket på porten. Således trender #ConteOut på Twitter, forlyder det.

Skuffende sæsonstart
Inters resultater har da også været ganske skuffende i denne sæson. I Champions League er Contes mandskab meget tæt på at ryge ud i gruppespillet, idet man blot har hentet to point i de første fire spillerunder. Og i Serie A-tabellen ligger Inter på en ganske skuffende femteplads, efter at man blot har hentet fire sejre i otte kampe. 

Football Italia skriver, at Contes ophold i Inter 'allerede bliver omtalt som en fiasko i visse kredse'. Mediet citerer dog avisen Corriere della Sera for, at Inter-ledelsen ikke har planer om at fyre Conte, der angiveligt heller ikke selv overvejer at sige op. 

Inter har historisk set ikke den store tålmodighed med klubbens cheftrænere. I løbet af de seneste 43 år er det således kun Eugenio Bersellini, Giovanni Trappatoni og Roberto Mancini, der har fået mere end to sæsoner i træk som cheftræner for klubben.