Video : Tipsbladet
Generelle

Trænerlegende revser sær Zlatan-plan: - Han burde vise respekt for Milan

Zlatan Ibrahimovic bliver nu kritiseret af Fabio Capello, der ikke forstår svenskerens deltagelse i musikfestivalen Sanremo.

Milan kæmper i øjeblikket for at vinde klubbens første Serie A titel i 10 år, men Zlatan Ibrahimovic har alligevel fundet overskud til at deltage i musikfestivalen Sanremo fra tirsdag den 2. marts til lørdag den 6. marts. 

Og det fremstår useriøst af svenskeren at bruge energi på en musikfestival midt i en historisk tæt mesterskabskamp. Sådan lyder det nu fra trænerlegenden Fabio Capello, der tidligere har stået i spidsen for blandt andet Milan, Real Madrid, Juventus og det engelske landshold. 

- Han ønskede at deltage. Men som en professionel spiller, der ønsker at udstråle seriøsitet og dedikation i sin træning, så er det her en selvmodsigelse, hvis du spørger mig, lyder det ifølge Sky Sport Italia fra Fabio Capello. 

Det ligger ikke umiddelbart fast, hvad Zlatan Ibrahimovic' rolle i den berømte musikfestival skal være. Musikfestivalen har tidligere haft gæster som Francesco Totti og Antonio Cassano.

Bør have mere respekt for klubben
Fabio Capello vil ikke lægge skjul på, at han aldrig selv ville have givet den 39-årige Zlatan Ibrahimovic tilladelse til at tage afsted til musikfestivalen.

- For at være ærlig, så ville jeg aldrig have givet ham tilladelse. Han bliver betalt af klubben, og derfor er han nødt til at have respekt for klubbens og dens fans. Klubben burde have have sagt nej. Du kan ikke ligge og pendle mellem Sanremo og Milano. 

Zlatan Ibrahimovic' planlægning virker da heller ikke til at være voldsomt gennemtænkt, idet AC Milan har en Serie A-kamp mod Udinese onsdag den 3. marts.