Video : Tipsbladet
Rygter

Bænket af Zidane: United vil hente Pogba-afløser i Madrid

Paul Pogba forventes at forlade Old Trafford til sommer, og Manchester United overvejer angiveligt at hente franskmandens erstatning i Real Madrid.

Federico Valverde var noget nær fast mand for Real Madrid i sidste sæson, men i denne sæson er den uruguayanske midtbanespiller røget ud af Zinedine Zidanes foretrukne startellever. 

Og ifølge den engelske avis The Sun kan Federico Valverde inden længe være på vej væk fra Real Madrid, idet Manchester United pønser på at hente den 22-årige midtbanespiller. Avisen skriver, at den engelske klub synes godt om Valverdes alsidighed. Uruguayaneren anses for at være en potentiel afløser for Paul Pogba, der ser ud til at rykke tilbage til Juventus til sommer

Minder om Pogba
Federico Valverde, der i sidste sæson spillede 44 kampe for Real Madrid, beskrives af The Sun som en spiller, der har 'mange af de samme kvaliteter som Pogba'. 

- Han er kendt for sin forrygende kondition. En boks-til-boks-spiller, der også er god i de små kombinationer, skriver The Sun.

Utilfredsheden har bredt sig
Federico Valverde er i denne sæson blot startet inde i otte La Liga-kampe, idet Zinedine Zidane foretrækker Casemiro, Toni Kroos og Luka Modric på midtbanen.

Uruguayaneren er ikke den eneste midtbanespiller i Real Madrid, der er mindre tilfreds med den aktuelle situation. Isco har således længe været rygtet væk, mens Martin Ødegaard i januar rykkede til Arsenal på en lejeaftale. Den unge nordmand indikerede i weekenden, at han ikke er afvisende for at blive i London-klubben.