Video : Tipsbladet
Generelle

Træt af hospitalsmad: Eriksen bestilte pizza til Rigshospitalet

Christian Eriksen fik mandag nok af maden på Rigshospitalet, og landsholdets kok, Per Thøstesen, sørgede derfor en pizza-leverance til den danske landsholdsstjerne.

Hospitalsmad er ikke kendt for at være specielt fremragende, og nu forlyder det da også, at Christian Eriksen mandag fik nok af maden på Rigshospitalet. 

Således skriver den italienske avis La Gazzetta dello Sport, at Christian Eriksen er i bedring, og at den danske landsholdsstjerne mandag bad om at få en pizza leveret. 

- Endnu et positivt tegn: Danskeren vil have italiensk mad. Morgenmaden var okay, men efter frokosten kunne Christian Eriksen ikke længere klare Rigshospitalets mad. Hvor de tager sig af ham på enhver tænkelig måde, men hvor køkkenet selvfølgelig næppe tiltaler Inter-midtbanespilleren. Så Chris kom med en anmodning: pizza. Beskeden blev sendt til Per Thøstesen, det danske landsholds kok, som har sin egen restaurant i hovedstaden, lyder det således fra La Gazzetta dello Sport. 

- Og direkte fra restauranten ankom derfor en pizza til aftensmad, leveret til 14. etage på hospitalet. En god appetit, som er det seneste positive tegn, hvad Eriksens helbred angår. 

Flere besøgende
Ifølge La Gazzetta dello Sport kan Christian Eriksen blive udskrevet fra Rigshospitalet tirsdag. Det er dog ikke sikkert, at der kan fastlægges en diagnose i de nærmeste dage. Det kan således kræve længere tid at få fastslået, hvad der forårsagede Eriksens hjertestop. 

La Gazzetta dello Sport skriver, at Christian Eriksen har haft selskab af sine forældre, hustruen Sabrina og søsteren Louise, mens han har været indlagt. Flere andre har desuden været på besøg, herunder landsholdslægen Martin Boesen, samt holdkammeraterne Kasper Schmeichel og Simon Kjær. 

Træt af hospitalsmad
På Instagram har landsholdets kok, Per Thøstesen, selv bekræftet i en story, at Christian Eriksen bad om at få tilsendt noget mad fra Thøstesens restaurant, Bistro Boheme.

- Nåh, vi skal prøve at se, om vi kan få humøret lidt tilbage. Og det starter med lidt pizza og lidt grill i dag, og vi kan sidde ude i det dejlige vejr. Christian er allerede træt af hospitalsmad. Så han har fået sendt, lige nu, så alt er godt, lyder det således fra Thøstesen.

Tirsdag morgen har DBU desuden publiceret det første billede af Christian Eriksen efter lørdagens uhyggelige episode. Du kan se billedet af den smilende Eriksen her