Video : Tipsbladet
Rygter

Damsgaard rygtes til storklub efter pragtkamp mod Rusland

Mikkel Damsgaard blev mandag EM-slutrundens hidtil yngste målscorer, da den 20-årige danske stjerne bankede 1-0-målet ind i 4-1-sejren over Rusland. Og spørgsmålet er nu, om Sampdoria kan holde på den tidligere FC Nordsjælland-spiller.

Mikkel Damsgaard scorede mandag et decideret pragtmål mod Rusland, og dagen derpå rygtes den 20-årige landsholdsstjerne nu væk fra Sampdoria. 

Således skriver talkSPORT, at Tottenham holder øje med Damsgaards situation, ligesom West Ham angiveligt også er interesseret. Dermed kan Damsgaard potentielt blive holdkammerat med Pierre-Emile Højbjerg i klubregi også.

Slutrundens yngste målscorer
Der var tale om Mikkel Damsgaards tredje mål på fem landskampe, og den tidligere FC Nordsjælland-spiller blev med mandagens fuldtræffer den hidtil yngste målscorer ved EM-slutrunden. 

Damsgaard, der er født den 3. juli 2000, skiftede sidste sommer fra FC Nordsjælland til Sampdoria, som betalte 50 millioner kroner for den unge dansker. 

Hele 35 Serie A-kampe opnåede Mikkel Damsgaard i sin første sæson i Italien, hvor det også blev til to scoringer. 

Læs også: Laudrup hylder Damsgaard og giver ny spådom