Video : Tipsbladet
Generelle

- Jeg tror ikke, at fansene kan tilgive Griezmann

Antoine Griezmann rygtes i disse dage tilbage til Atlético Madrid, men madrilenernes præsident tvivler stærkt på, at klubbens tilhængere kan tilgive franskmanden skiftet til Barcelona i 2019.

Antoine Griezmann har i de seneste uger været rygtet kraftigt til Atlético Madrid, efter at franskmanden for to år siden forlod hovedstadsholdet til fordel for Barcelona. 

Men ifølge Atlético Madrids præsident, Enrique Cerezo, vil franskmanden dog næppe får verdens varmeste velkomst, hvis han vender snuden tilbage mod Wanda Metropolitano. I et interview, hvor Cerezo blev spurgt om muligheden for en Griezmann-retur, indikerede klubpræsidenten således, at den franske landsholdsstjerne brændte en del broer med sit Barcelona-skifte i 2019.

- Jeg ved det ikke (om Griezmann kommer tilbage, red.). Jeg tror, at du spørger den forkerte person. Jeg tror ikke, at Atlético-fansene kan tilgive Griezmann, hvis han vender tilbage i den røde og hvide trøje, lød svaret således, ifølge Tuttomercatoweb, fra Enrique Cerezo. 

Døren er ikke helt lukket
Cerezo er dog samtidig citeret for at have sagt, at 'alt er muligt i fodboldens verden', da han blev bedt om at vurdere muligheden for en Griezmann-retur. I første omgang ser forhandlingerne mellem Barcelona og Atlético Madrid dog ud til at være blevet sat på pause, da klubberne ikke kunne blive enige om betingelserne. 

Atlético Madrid-cheftræner Diego Simeone har også gjort det klart, at en Griezmann-retur er en mulighed, omend argentineren ikke ved, hvorvidt det kommer til at ske eller ej. I et interview med Marca har argentineren dog slået fast, at de spanske mestre 'har brug for en angriber'.